Nyt fra klimaundervisning.dk
|
|
Genplant Planeten: 70.000 træer skal plantes af eleverne
Skoven i Skolen har fået mulighed for at køre Genplant Planeten igen i 2010 – denne gang i april. Tag skoleeleverne med ud i forårsvejret for at plante træer for klodens klima. Forløbet henvender sig til skoler, spejdere og børnehaver. I kan deltage ved enten at melde jer til et af de træplantningsarrangementer, som skovene afholder, eller ved at bestille en gratis plantesæk med 100 træer til fri selvplantning.
Behovet for, at børn planter træer for et bedre klima vil være der mange år endnu, så Skoven I Skolen håber at kunne afholde Genplant Planeten hvert år i april, så længe der kan skaffes træer.
Helt ekstraordinært for nyhedsbrevets klimalærere forlænger Skoven i Skolen fristen for bestilling af planter til mandag d. 8. marts (i stedet for 5. marts). Så skynd jer! Bestil træer her og tag børnene med ud og få en god oplevelse, samtidig med at I gør noget godt for klimaet. |
 |
Udstilling på Økolariet: COP15 under og efter
Økolariet har fra februar til juni 2010 en særudstilling med fokus på klima under overskriften Klima og Energi - efter COP15. På udstillingen kan du få et indblik i, hvad der foregik under topmødet og i det resultat, der kom ud af topmødet.
Udstillingen henvender sig til alle og den understøtter et skolemateriale, som er udarbejdet af Økolariet, Grundfos og energiselskabet NRGI. På Økolariets hjemmeside kan du læse mere om udstillingen og se kommende særudstillinger. |
 |
Energi på vej - mobil udstilling

Frem til medio april 2010 kan elever og lærere prøve fem mobile energiaktiviteter på udstillingen ”Energi på vej” på Experimentarium.
Udstillingen står i hovedudstillingen "Energi: sol, strøm og spænding", som vi tidligere har omtalt. Prøv at løfte dit eget CO2-forbrug eller spil arkadespillet CO2 Powerplay, om udfordringerne ved at holde en hel by forsynet med energi.
”Energi på vej” henvender sig til gymnasier samt 7.-10. klasse i fysik/kemi. og er lavet af Experimentarium i samarbejde med DONG Energy. |
|
Kængurumaver og klimakøer
Global opvarming og drivhuseffekt kan være svære begreber at gabe over for skoleelever. Derfor tilbyder Skoletjenesten på Det Biovidenskabelige Fakultet, København en gratis øvelse ved navn kængurumaver og klimakøer. Den 2 1⁄2 time lange øvelse er målrettet folkeskolens 7. - 10. klasser i biologi, kemi og fysik.
Her kan eleverne med egne øjne erfare biologisk forårsagede ændringer i atmosfæren, mens det sker. Ligeledes skal eleverne forholde sig til, hvor meget drivhusgas der må udledes pr. bøf/burger for, at de kan kaldes bæredygtige.
Læs mere om øvelsen og hvordan I tilmelder jer her. |
 |
Netværk, tilskud og efteruddannelse
|
|
Månedens klimalærer Iben Dalgaard, Uglegårdsskolen
Når du er klimalærer, er du med i et landsdækkende netværk af undervisere. Lige nu er der 2474 tilmeldte i klimalærernetværket. Månedens klimalærer hedder Iben Dalgaard. Hun er uddannet lærer med linjefag i fysik/kemi, biologi og idræt, derudover har hun en PD i natur/teknik. Iben Dalgaard har undervist i snart 28 år i Solrød Kommune. De sidste 5 år på Uglegårdsskolen, hvor hun er lærer og kommunens naturfagskonsulent.
I 2008 og 2009 var Iben sammen med 11 andre naturfagslærere tovholder for alle kommunens klimaaktiviteter, da alle fire skoler havde klima på skemaet i hele uge 39, 2009. Iben var med til at udvikle lærematerialer om klima, som kommunens lærere kunne anvende i undervisningen i klimaugen.
I år er det andet år i træk, at hun er med til at arrangere ”Naturfag på spil” for kommunens 6. klasser. En succes, som de håber på, vil blive en årlig tradition. Alle 12 6. klasser får tilbudt at deltage i ”Naturfag på spil”, som er en konkurrence, hvor eleverne kan vælge mellem 10 åbne opgaver, der alle tager udgangspunkt i faglige nøglebegreber i natur/ teknik. I år er en af opgaverne ”Lav en model, som viser, hvad der sker, når hav-is og indlandsis smelter”. Eleverne skal i denne opgave både arbejde med klimaproblematikken og med modelbegrebet, dvs. hvordan kan man med en model vise, at vandstanden ikke stiger når hav-is smelter, men kun når indlandsis smelter? Det er helt op til elever og lærer, hvordan de vil løse opgaven og hvorledes den skal præsenteres. Kravet er, at der skal komme et produkt ud af det, og at eleverne skal formidle deres faglige indsigt både om smeltning af hav- og indlands-is og det at vise teoretiske overvejelser med en konkret model.
Onsdag d. 3 marts 2010 afholdes den store finale i Solrød Idrætscenter, hvor alle elevernes produkter skal præsenteres for de andre elever, som har arbejdet med den samme opgave og for alle de andre deltagere i Naturfag på spil - Solrød 2010. Det er også den dag, at borgmesteren og et udvalg af ledere og naturfagslærere vil bedømme produkterne og kåre vinderen. For dommerne er det vigtigt, hvordan eleverne har arbejdet med opgaverne op til finalen, og hvad de synes opgaven i øvrigt kan bruges til fremadrettet. Vinderne af hver af de 10 naturfaglige opgaver får en præmie og den klasse, der har flest opgavevindere får en tur i Eksperimentarium eller Zoologisk Have. |
 |
Science-kommune udvikler klimaportal
Science-kommune Rudersdal har igangsat et udviklingsprojekt, der skal føre til opbygning af en undervisningsdel i forbindelse med kommunens klimaportal. Projektet gennemføres i et tværgående samarbejde mellem kommunens forvaltninger for Skoleområdet og Teknik & Miljø.
Andre Science-kommuner har gang i lignende projekter med tværgående samarbejde om f.eks. udvikling af klimaundervisning.
For mere information kontakt Hans Colind Hansen, hch@formidling.dk eller 21 43 03 20. |
 |
Miniseminar for EUD’er: Miljømæssig bæredygtighed
Er du lærer eller leder ved erhvervsuddannelserne? Så kan du senest d. 15. marts 2010 tilmelde dig miniseminaret ”Miljømæssig bæredygtighed i erhvervsuddannelserne”, der afholdes d. 17. marts 2010. Det er gratis at deltage.
På seminariet fremlægges resultaterne af den netop afsluttede undersøgelse om miljømæssig bæredygtighed i Erhvervsuddannelserne foretaget af analyse- og konsulenthuset DAMVAD og Region Sjælland for Undervisningsministeriet. Virksomheder efterspørger nyuddannede med kompetencer inden for bæredygtighed og undersøgelsen viser, at det på mange Erhvervsskoler er en stor udfordring at få bæredygtighed integreret i undervisningen, så seminariet sætter fokus på udfordringerne og hvad der kan gøres i fremtiden. |
 |
Konference: Fokus på privat brændefyring som forureningskilde
Det Økologiske Råd indbyder alle interesserede til en stor konference d. 15. marts 2010 kl. 10-17 i Fællessalen på Christiansborg. Konferencen sætter fokus på forurening fra privat brændefyring og løsningsmuligheder. Baggrunden for konferencen er, at brændefyring er en af Danmarks største direkte kilder til miljø- og sundhedsskadelig luftforurening, men paradoksalt nok er brændefyring ikke belagt med miljøafgifter og fremstår derfor som økonomisk attraktiv.
Tilmelding og betaling skal ske senest 8. marts kl. 17 på RenLuft2010@hotmail.com. Download programmet over dagens forløb og oplægsholdere på Det Økologiske Råds hjemmeside. |
 |
Kursus: Klimaundervisning med datalogning og GPS
Er du naturfagslærer i grundskolen eller gymnasiet eller lærestuderende med linjefag i geografi? Så kan du senest d. 16. marts 2010 tilmelde dig Professionshøjskolen UCCs kursus ”Klimaundervisning med datalogning og GPS”, der afholdes d. 5. oktober 2010. Som deltager afprøver du datalogningsudstyr og bliver inspireret til brug af datalogning og GPS i klimaundervisning.
Undervisere på kurset er efterskolelærer Thomas Kjerstein og biolog Susanne Smerup Welk. Tilmeld dig her. Spørgsmål kan rettes til kursussekretariatet. |
 |
Biologilærerdag 2010 på Aarhus Universitet

Er du underviser ved en gymnasial uddannelsesinstitution? Så tilmeld dig biologilærerdag på Biologisk Institut på Aarhus Universitet, der afholdes d. 19. marts 2010.
Biologilærerdagen er et fagligt dagsarrangement med foredrag og besøg på forskningslaboratorierne. Et af foredragene - klimatisk stress og adaption – handler blandt andet om, hvordan organismer tilpasser sig eller migrerer, når de bliver udsat for klimatisk stress. Dette spørgsmål er aktuelt i forbindelse med diskussionen om effekten af klimatiske ændringer på biodiversitet. Se invitation og program her.
Det er gratis at deltage – inkl. forplejning – men tilmelding er nødvendig og skal ske senest d. 12. marts 2010. Tilmeld dig her. |
|
 |
Klimaundervisning når det er bedst

Undervisningsministeriet og EMU har kåret Danmarks bedste eksempler på klimaundervisning. På Klimacup.emu.dk kan du se vindernes præsentationer og selv få inspiration til mange timers undervisning i klima og bæredygtighed. Der er både noget for grundskolen, de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne.
Elevkonkurrencerne løber frem til juni 2010 med månedlige lodtrækninger blandt de indsendte bidrag. |
|
Nordisk Klimadag 2010
Nordisk Ministerråd vil gentage sidste års Nordiske Klimadag for 7.-10. klasses elever i alle fem nordiske lande den 11. november 2010. Igen i år kommer klimaet i fokus i en kampagne, som lanceres efter sommerferien.
Kampagnen kulminerer med et fælles virtuelt undervisningsforløb den 11. november. Op til Klimadagen i 2009 producerede Ministerrådet et website, der fungerer som en inspirations- og videndelingsplatform mellem de nordiske lande – se mere på klimanorden.org.
Via klimanorden kan du også abonnere på et nyhedsbrev, hvor de nærmere detaljer om Nordisk Klimadag vil fremgå, efterhånden som projektet tager endelig form. |
 |
Lav jeres egen klimavenlige is

Har du og dine elever en sød tand? Så bliv inspireret af 3. klasse på Videbæk Kristne Friskole og lav en klimavenlig flødeis. 3. klasse på Videbæk kristne Friskole udnyttede sneen i februar og lavede flødeis til hele klassen.
Se opskriften og hvordan eleverne gjorde her. |
|
Dato for næste FN klimatopmøde (COP16)
Datoen for det næste FN klimatopmøde (COP16) er nu offentliggjort. Mødet bliver afholdt d. 29. november til 10. december 2010 på den mexicanske strandregions Cancuns Yucatan-halvø. Der er store forventninger til, at en bindende klimaaftale kommer i hus.
Allerede fra d. 9. april afholdes der et 3-dages møde i Bonn, hvor klimaforhandlere fra hele verden skal mødes for at vedtage et arbejdsprogram for resten af året. Fra Danmark deltager klimaminister Lykke Friis. Mødet i Bonn er opvarmning til det næste FN-topmøde i Mexico til december. |
|
Connie Hedegaard får et klimadirektorat
Europa-Kommissionen ønsker større fokus på klima og derfor får klimakommissær Connie Hedegaard et nyt klimadirektorat under sig. Klimadirektoratet, der skal hedde DG Climate Action eller bare CLIM, forventes at blive oprettet inden sommeren 2010. Læs mere her.
Oprettelsen af et selvstændigt klimadirektorat er en opprioritering af EU's klimapolitik. Og kommissionsformand Barosso understregede på et møde i februar 2010, at klimaaftalen i København og den internationale proces, der er igangsat, skal prioriteres højt. Læs Barossos brev til EU Heads of State and Government on climate action. |
 |
Månedens klimaeksperiment |
|
Svævende æg
Læs om sikkerhed ved eksperimentet før du går i gang. Forsøgsbeskrivelse:
I dette forsøg skal du få et æg til at svæve i mellem saltvand og ferskvand!
Du skal bruge: * et råt æg * to almindelige glas * et par håndfulde salt * koldt og varmt vand * en vase eller et stort glas
Sådan gør du:
Læg et råt æg i et glas med varmt vand. Fyld et andet glas med ca. en fjerdedel salt. Fyld op med varmt vand, rør rundt og læg det rå æg i glasset.

Hvorfor tror du ægget flyder ovenpå i glasset med salt?
Prøv også at få ægget til at svæve i en vase eller et stort glas. Fyld vasen en tredjedel op med varmt vand. Tilsæt salt og rør rundt. Du skal blive ved med at tilsætte salt, indtil der ikke kan opløses mere salt i vandet (Der kan være ca. en fjerdedel salt).
Hæld forsigtigt koldt postevand på toppen. Du skal hælde langsomt fra en kande og kan evt hælde ned på bagsiden af en ske, så strålen ikke rammer direkte ned i saltvandet. Sænk ægget ned i vasen - nu skulle det gerne svæve i midten af vasen.
Læs forklaringen på eksperimentet. |
|
|