Nyhedsbrev til klimalærere nr. 12

Maj 2009
Nyt fra klimaundervisning.dk
Netværk, tilskud og efteruddannelse
Nyt om klima og COP15
Månedens klimaeksperiment

Nyt fra klimaundervisning.dk

Spændende optakt til klimatopmødet

Den 24. april inviterede DANIDA bl.a. via klimaundervisning.dk gymnasielærere til en inspirende temadag med klimaet som omdrejningspunkt. I løbet af dagen blev der holdt flere spændende foredrag, og der var også rig mulighed for at diskutere klimaet i forhold til bl.a. verdenshandel og regional udvikling. På verdensvejr.um.dk kan du finde foredragsholdernes powerpointpræsentationer og læse uddrag af bogen ”Turen Går Til De Varme Lande. Verdens klima – hvad sker der?”, der er skrevet af Michael Rothenborg og som udkommer på Politikens Forlag d. 1. september 2009.

Ministerium lancerer ny klima- og energiguide



Energistyrelsen har udarbejdet klimaogenergiguiden.dk for klima- og energiministeriet. Der er tale om en portal, som nemt og hurtigt giver svar på spørgsmål om klima og energi. Den kan bl.a. være en god hjælp til elever og lærere i forbindelse med klimaprojekter. Guiden er opbygget som et virtuelt bylandskab, hvor man kan klikke sig videre og få uddybende svar om fx vindenergi og transport.

Sådan passer jeg på Jorden



En løfte-låge-bog, der kan bruges med eleverne i børnehaveklasse og 1. klasse. Bogen, der er skrevet af Emma Brownjohns, kommer rundt om emner som miljø, økologi, forurening, affald og forklarer, hvorfor det er vigtigt at passe godt på kloden. Bag bogens mange låger gemmer der sig gode råd til hvordan man f.eks. kan spare på strømmen. ”Sådan passer jeg på Jorden” skaber basis for en god snak med de yngste elever om miljøet. Bogen er udgivet på Forlaget Globe. Læs mere her.
Klima på den strategiske agenda i danske virksomheder

Danske virksomheder skal blive bedre til at gøre deres klimastrategier til virkelighed. Derfor har Lars Bo Hansen m.fl. skrevet denne bog, som kommer med konkrete ideer til hvordan virksomheder kan gøre deres klimastrategi mere tydelig overfor både medarbejdere og kunder. Læs mere om bogen på Børsens Forlags hjemmeside.

Demokrati og klima på spil



IAED (International Academy for Education and Democracy) har lavet en klimaversion af deres edu-demokratispil. Spillet giver eleverne mulighed for at diskutere og tage stilling til politiske problemstillinger på både lokalt, regionalt, nationalt og globalt plan. Samtidig kan spillet give en bedre forståelse for, hvordan andre grupper eller lande prioterer, når der skal tages politiske beslutninger. Læs mere om spillet på IAEDs hjemmeside.

EUtube – Living with climate change



En 10 minutters film med øjenvidneberetninger fra Europa om, hvordan klimaforandringer allerede nu ændrer folks liv. Fra smeltende gletchere i Alperne og tørke i Spanien til ændrede turismemønstre og oversvømmelse. Filmen kan bruges til at vise, hvordan klimaforandringer rammer mennesker i mange forskellige situationer. Filmen er udgivet af EU, og den er med engelsk tale. Se filmen her.
Fremtidens klima for padder og krybdyr

Under titlen ”Fremtidens klima for padder og krybdyr” sætter Esrum Kloster og Møllegård fokus på klimaforandringernes mekanismer, og ser på hvordan dyrene helt tæt på jorden, tilpasser sig et anderledes klima. Undervisningstilbuddet er rettet mod udskolingen og kan indgå i et tværfagligt forløb i geografi og biologi. Aktuelt frem til 1. april 2010. Læs mere her.
Roskilde Museum satser på klima

I april præsenterede hhv. Fjordmuseet og Lejre Museum to nye særudstillinger, der på hver deres måde behandler klimaets historie. På Fjordmuseet kan man opleve udstillingen ”Rav – det klimaskabte guld”, mens man i Lejre kan blive klogere på de dokumenterede klimaudsving i kulturhistorien på udstillingen ”Fra istid til tropenat”. KLIMAX09 er navnet på Roskilde Museums satsning i 2009. I løbet af året, afholder museet en række særudstillinger, som belyser klimaet fra forskellige, og til tider uventede, vinkler. Læs mere her under pressemeddelelser.
Care Climate Change

Hjælpeorganisationen Care har lavet en hjemmeside som beskæftiger sig med udvikling og klimaændringer. Her kan man bl.a. læse om forskellige projekter i forhold til fx klimaflygtninge og klimatilpasning. Derudover er der en virtuel fotoudstilling og det er muligt at downloade rapporter og andre materialer. Siden er på engelsk.

Netværk, tilskud og efteruddannelse

Månedens klimalærer

Når du er klimalærer, er du med i et landsdækkende netværk af undervisere. Lige nu er der 1971 lærere i klimalærernetværket. Simme Eriksen er månedens klimalærer. Simme er uddannet agronom og har undervist i økologisk landbrug de sidste 12-14 år. Til dagligt underviser han på Kalø Økologisk Landbrugsskole og har tidligere undervist i naturfag i Uummannaq. Han beskriver sig selv som miljøfreak, men fortæller, at det først var, da han boede i Grønland, at han for alvor fik øje på klimaproblemerne. Her var det tydeligt at isen smeltede, og de lokale fortalte om hvordan, der kom flere og voldsommere storme.
Simme tror, at klimaet kommer på skemaet på alle ungdomsuddannelserne i fremtiden. For landbrugseleverne er det f.eks. vigtigt at lære om, hvordan forskellige afgrøder reagerer, når klimaet ændrer sig. For tiden er Simme selv tilbage på skolebænken. Han studerer klimaændringer på LIFE/Københavns Universitet på deltid, og har planer om at bruge den nye viden i undervisningen fremover. Udover al undervisningen holder Simme foredrag om tiden i Grønland og her har klimaet det også med at snige sig ind...
Deadline for ansøgning om DNF-tilskud

Fristen for at søge om DNF-tilskud for skoleåret 2008-2009 er i år sat til den 8. juni. Så hvis din skole, gymnasium, bibliotek eller institution er ved at arrangere en spændende aktivitet, hvor I formidler naturvidenskab (selvfølgelig gerne med fokus på klima) på en anderledes måde, så er det nu I skal i gang med at skrive ansøgningen. Læs mere om betingelserne og find ansøgningsskema på formidling.dk. Held og lykke.
Klima som tema i matematisk-naturfaglige studieretninger

Tirsdag d. 18. august 2009, Odense Teksniske Gymnasium. Klimaundervisning.dk inviterer til inspirationsdag for undervisere på stx og htx med det formål at give fagligt input og ny inspiration til klimaundervisningen.
Dagens første halvdel vil byde på både faglige oplæg af Ole John Nielsen, professor i kemi på KU og Mai Maskell Andersen, klimaformidler på DMI. Efter den vegetariske frokost bydes der på eksempler på tværfaglige undervisningsforløb om klima. Derudover vil der være workshops, hvor ideer til nye undervisningsforløb kan luftes. Konferencen vil specielt koncenterer sig om klimaundervisning i fysik, kemi og matematik, men biologi- og geografilærere vil også kunne finde inspiration. Se programmet og tilmeld dig her.
Humanistisk vinkel på klima - Klima som tema i almen studieforberedelse og studieområdet

Tirsdag d. 25. august 2009, Herning Gymnasium. Klimaundervisning.dk inviterer til inspirationsdag for undervisere på stx og htx med det formål at give fagligt input og ny inspiration til klimaundervisningen.
På konferencen bliver der præsenteret forskellige humanistiske vinkler på klimaproblematikken og der bliver givet eksempler på fagligt samspil i almen studieforberedelse. Derefter er der planlagt workshops, hvor deltagerne kan udveksle ideer til nye undervisningsforløb. Se det foreløbige program og tilmeld dig her.
Klimapolitik og økonomi - om klima som tema i samfundsfaglige og økonomiske studieretninger

Fredag d. 28. august 2009, Ørestad Gymnasium. Klimaundervisning.dk inviterer til inspirationsdag for undervisere på de samfundsvidenskabelige og økonomiske studieretninger på stx og studieretninger med international økonomi på hhx, med det formål at give fagligt input og ny inspiration til klimaundervisningen. Konferencen vil starte med faglige oplæg af Kirsten Halsnæs, Nationallaboratoriet for Bæredygtig Energi, RISØ, Ole Wæver, professor ved Institut for statskundskab, KU og Anders Stouge, branchedirektør i DI Energibranchen. Efterfølgende vil der blive præsenteret eksempler på tværfaglige undervisningsforløb, og der vil være mulighed for at udveksle erfaringer med de andre deltagere. Konferencens formål er at sætte fokus på det tværfaglige samarbejde, bl.a. mellem samfundsfag og matematik samt international økonomi og matematik. Se programmet og tilmeld dig her.
Invitation til international klimaundervisningskonference - ICE09

ICE09 er den første internationale konference om klimaundervisning for undervisere i udskolingen, gymnasiet og andre interesserede. Konferencen samler i år fra den 12. til 14. oktober deltagere fra hele verden i København. Programmet veksler mellem keynote speakers og inspirationsworkshops. Læs mere og tilmeld dig på ice2009.org. Konferencen afholdes af Dansk Naturvidenskabsformidling i samarbejde med Undervisningsministeriet.

Nyt om klima og COP15

Klimakommunerne breder sig

Danmarks Naturfredningsforening opfordrer med deres projekt ”Klimakommuner” alle landets borgmestre til at underskrive en ”Borgmestererklæring” hvor kommunen forpligter sig til at reducere CO2-udledningen med minimum 2 % om året. Indtil nu har 37 ud af landets 98 kommuner erklæret sig som klimakommuner. På dn.dk kan du se hvilke kommuner, der har forpligtet sig, og hvad du kan gøre for at lægge pres på din egen kommune. Det er Danmarks Naturfredningsforenings målsætning at alle landets kommuner skal kunne kalde sig klimavenlige når Danmark er vært for FN’s klimatopmøde i december – og måske det også kunne blive et tema når der er kommunalvalg den 17. november og dermed bruges i samfundsfagsundervisningen?
Højskoler inviterer til klima-camps

12 danske højskoler sætter klimaet til debat i starten af august under titlen COme2gether. Unge fra hele Europa får mulighed for at arbejde med klima og diskutere med en række forskere samt repræsentanter fra ministerier, kommuner og private virksomheder. Ugen slutter med et fælles arrangement d. 15. august i København. Læs mere om projektet og se hvad de forskellige højskoler kommer til at arbejde med.
Vinderne af SKOLEduellen med Chris MacDonald blev...

... to 7. klasser fra Søndre Skole i Viborg. På anden og tredjepladsen kom elever fra Frederiks Skole i Karup, og Ørebroskolen i Fjerritslev. I alt 300 klasser deltog og skolerne sparede til sammen 6 millioner kroner ved at skrue ned for varmen og strømmen. Det svarer til 1.710 tons CO2! SKOLEduellen var et undervisningsforløb for landets 7. klasser, der satte fokus på klimaet og kroppen, og hvordan skolerne kunne reducere deres energiforbrug. Projektet er udviklet af SEAS-NVE, RISØ og Chris MacDonald. Læs mere om vinderne her.

Ny dato for UNICEFs workshop for børn og unge



I sidste nyhedsbrev skrev vi, at UNICEF leder efter deltagere til deres workshop forud for det internationale klimatopmøde for børn og unge. Det var meningen, at arrangementet skulle have fundet sted den 26. maj, men det er nu blevet rykket til den 24. august. Den nye tilmeldingsfrist er den 14 august.

Formålet med workshoppen er at vælge de fem danske repræsentanter, som skal deltage i det internationale klimatopmøde for børn og unge fra den 28. november til den 5. december. Kravet for at deltage er at man er mellem 14-17 år, kan tale engelsk og at man er interesseret i klima. På baggrund af ansøgningerne udvælges 40 børn og unge til at deltage i workshoppen. Der vil blive lagt vægt på forskellighed når deltagerne skal udpeges. Læs mere på Unicefs hjemmeside.
2009s unge forskere fundet

Den 8. og 9. marts var der finale i årets Unge Forskere konkurrencer. I konkurrencen ”Spar på energien” vandt 7.b fra Katrinebjergsskolen i Århus med deres fem energispareråd. Ét af rådene gik bl.a. ud på at indføre en energi-smiley til handels- og servicevirksomheder. Vinderne i konkurrencen for 8. klasse – 3.g blev tre elever fra Gentofte skole. Læs mere om konkurrencen og vinderne på unge forskeres hjemmeside.

Bright Green Youth præmierer fire lommefilm




Vinderne i Bright Green Youths filmkonkurrence er udpeget. Filmene, som kun varer omkring et minut, blev valgt af Lommefilms jury og ved en brugerafstemning. Du kan se filmene på brightgreenyouths hjemmeside.
4 millioner til civilsamfundsaktiviteter

Civilsamfundssekretariatet, Peoples Climate Action, har uddelt 4 millioner kroner til forskellige projekter indenfor kunst og kultur, ny teknologi, projekter rettet mod børn og unge, paneldebat og information samt aktiviteter under COP15. Det er den anden uddelingsrunde ud af tre, der nu er offentliggjort. ”Indstillingsudvalget med Trevor Davis i spidsen er gået efter projekter, der rammer de fleste og ikke kun de frelste,” siger Lene Vennits, sekretariatsleder og sekretær for indstillingsudvalget hos People's Climate Action. Projekterne der har fået tilskud spænder vidt, fra en klimakulturkutter over et bundmøde til markering af den fremtidige vandstand med røde dioder. Du kan læse mere hvilke projekter der har fået tilskud på Peoples Climate Actions hjemmeside.
Forhandlingsteksten til COP15 fremlagt

Nu er den forhandlingstekst, der kommer til at være et vigtigt omdrejningspunkt for FN’s klimakonference i København, lagt frem. Teksten er på 53 siders og beskriver de hovedemner og forslag, der er på bordet i de forhandlinger, der omfatter alle lande. På alle vigtige punkter fremlægges muligheder for løsninger, som landene senere skal forhandle sig frem til. Læs hele teksten her.
Kan du deltage i COP15?

For at deltage i COP15 skal du enten være repræsentant for en NGO eller en international organisation. Du kan også komme med hvis du har et pressekort. Hvis du opfylder en af ovenstående kan du ansøge om at deltage i COP15. Det er muligt at ansøge fra august. Hold dig opdateret på FNs hjemmeside eller læs mere her.

Månedens klimaeksperiment

Varmt og koldt lys


Edisons glødepære er en utrolig dårlig opfindelse. Det er jo i virkeligheden ikke en lyskilde, men en varmekilde, som tilfældigvis lyser.” Omtrent sådan sagde Tim Flannery, forfatter til bestselleren ”Vejrmagerne”, da han talte ved åbningen af ”1 ton mindre”.

Du skal bruge:
• Et termometer
• En almindelig el-pære (glødepære)
• En el-sparepære
(Med samme lysstyrke som den almindelige pære. Eksempelvis svarer en 11 watt el-sparepære til en almindelig 40 watt-pære)
• Et stopur
• En tom papæske
• En ledning med fatning


Sådan gør du:

• Lav et lille hul til termometeret, så det kan aflæses udenfor æsken og kan måle temperaturen i æsken.
• Skru først el-sparepæren i fatningen og placer pæren inde i boksen.
• Notér temperaturen inden der tændes for strømmen.
• Tænd for strømmen og start stopuret.
• Lad pæren være tændt i ca. 3 min. (tiden kan reguleres i forhold til æskens størrelse - jo større æske, jo længere tid)• Notér sluttemperaturen.
• Notér sluttemperaturen.

Gentag nu forsøget med den almindelige pære (glødepæren). Sluk for strømmen, når der skiftes pære.

Bemærk at temperaturen stiger hurtigere med den almindelige pære, og sluttemperaturen er væsentlig højere selvom de to pærer tilsyneladende udsender lige meget lys. Pas i øvrigt på, for glødepæren bliver meget varm.

Se hele forsøget og læs forklaringen her. Tjek også de 8 andre klimaforsøg i Test-o-teket.


Nyhedsbrevet Klimaundervisning udgives for Undervisningsministeriet af:

Dansk Naturvidenskabsformidling

Slotsgade 2, 4.tv

DK-2200 København N

 

www.formidling.dk

Telefon: 70208620

 

Redaktør af Klimaundervisning:

Karen Vesterager

 

Forbehold for trykfejl

Afmeld nyhedsbrevet Klimaundervisning