Nyhedsbrev til klimalærere nr. 4

August 2008
Nyt fra klimaundervisning.dk
Netværk og tilskud
Nyt om klima og COP15
Månedens klimaeksperiment

Nyt fra klimaundervisning.dk

Over 300 læremidler på klimaundervisning.dk



Databasen på klimaundervisning.dk er nu opdateret med læremidler til indskoling, mellemtrin, udskoling og gymnasieuddannelserne. I alt kan du søge i over 300 læremidler i databasen. I løbet af efteråret gør vi en særlig indsats for specifikt at samle flere læremidler til erhvervsuddannelserne og samfundsfag og vi fortsætter selvfølgelig med løbende at opdatere databasen generelt.

Søg i databasen her.

Nye muligheder fra forsiden

Forsiden på klimaundervisning.dk er blevet mere levende. Du kan nu se de førstkommende aktiviteter i kalenderen, ligesom der ligger skiftende nyheder fra nyhedsbrevene på forsiden.
talk KLIMA

Er det okay at gå i krig for rent vand? Og hvem skal hjælpe klimaflygtningene? Dansk Røde Kors hjælper i magasinet talk KLIMA, eleverne i udskolingen til at diskutere de svære spørgsmål og udfordrer dem med test og dilemmaøvelser. Dermed sættes de humanistiske og samfundsmæssige problemstillinger i forbindelse med klimaforandringerne i fokus.

Du kan downloade magasinet talk KLIMA og se lærervejledning eller bestille klassesæt. Materialet er en del af Dansk Røde Kors’ klimasatsning, målrettet mellemtrin og udskoling.
At spare energi er for de gamle!

Det tænker mange unge i hvert fald, for de har ingen viden om, hvad en skole eller en familie bruger af penge på energi. De betaler ikke regningerne og ser dem som regel heller ikke.

For at gøre de unge interesserede i at spare energi, skal de have del i de penge, som en familie eller skole sparer. Det kræver, at de unge laver et regnskab over energiforbruget. De unge skal også indgå en aftale med skolen/forældrene om, hvor stor del de skal have af de sparede energiudgifter. Det kan blive et undervisningsforløb, hvor teori og handling hænger sammen.

Materialer, til at beregne hvor meget og hvor man kan spare energi, kan du frit downloade som PDF fra Ideforlagets website. Der er også et forslag til en aftale, som de unge kan indgå med deres forældre eller skole. På Ideforlagets website kan du også gratis læse bogen ”Den grønne tråd” der især handler om klimaændringer, og hvordan vi undgår dem. Du finder det på ideforlaget.dk.

Climate minds




Experimentarium er i gang med at udarbejde et klimaundervisningsmateriale til de gymnasiale ungdomsuddannelser. Materialet forventes færdigt til januar 2009. Undervisningsmaterialet består af et ressourcerum på nettet, der er gratis at bruge og et tværfagligt rollespil, der kan bestilles tid til på Experimentarium allerede nu.

 

Læs mere på Experimentariums hjemmeside.

Eksamensopgave i samfundsfag om klima

Klima er et oplagt emne i samfundsfag. Det er et for tiden vigtigt politikområde med mulighed for både at arbejde med f.eks. økonomiske styreredskaber og aspekter som sikkerhed og konflikter. Til studentereksamen i samfundsfag maj 2008, gammel ordning, under overskriften ”kapitalismens udfordringer” omhandlede den ene delopgave klimaudfordringer. Opgavesættet, der desværre ikke findes på internettet, er sendt ud til alle landets gymnasier.

 

Læs mere om samfundsfag og klima i nyt fra fagkonsulenten i samfundsfagsnyt nr. 170.

”Global opvarmning” – ny lærebog til gymnasiet

En ny tværfaglig bog om klimaforandringer målrettet det naturvidenskabelige grundforløb i gymnasiet. Bogen består af fire delforløb om indikatorer, drivhuseffekten, transport og energiforbrug. Hver delforløb består af en række opslag om f.eks. iskerner, klimamodeller, drivhuseffekten, fotosyntesen, respiration, luftmodstand og benzinforbrug, biobrændsel eller atomkraft. Efter hvert af de 4 delforløb findes en række opgaver af forskellig sværhedsgrad.

 

Til bogen tilhører der et website med supplerende materiale. Det drejer sig bl.a. om arbejdsark og øvelsesvejledninger til laboratorieforsøg. Der er forslag til laboratorieforsøg inden for alle de naturvidenskabelige fag.

 

Læs om bogen på Systimes hjemmeside.

Formidling fra klimaekspedition



I august formidles naturvidenskabelig klimaforskning direkte fra en klimaekspedition til Grønland. Formidlingen er målrettet udskolingen og består af  artikler og billeder på hjemmesiden UNFO.dk. Ekspeditionen starter i Danmark, med rundtur til forskellige forskningsinstitutioner og fortsætter til Grønland, hvor der kigges på de synlige tegn på global opvarmning. Der deltages bl.a. i feltarbejde på fjeldet i samarbejde med forskningsprojektet Nuuk Basic. På baggrund af ekspeditionen holder UNFO efterfølgende foredrag for folkeskoleklasser, friskoler og efterskoler samt udarbejder undervisningsmateriale til brug i udskolingen.
Arctic Explorer

 

I 75-året for Knud Rasmussens død følger JP Explorer i sporet af verdens længste slæderejse - polarforskerens 5. Thuleekspedition fra Grønland til Stillehavet i 1921-24. Målet for sommerens ekspedition fra Thule til Sibirien er at finde ud af, om der fortsat på tværs af Arktis findes en sammenhængende inuit-kultur med fælles sprog, traditioner og verdensbillede. Undervejs vil exploratørerne beskrive, hvordan levevilkårene i Arktis er under forvandling - blandt andet på grund af ændringer i klimaet.

 

Følg ekspeditionen på JP Explorers hjemmeside, hvor avisen har samlet et stort baggrundsmateriale om klimaændringer og forurening - ikke kun i Arktis, men også i andre dele af verden, hvor den globale opvarmning allerede har lavet om på hverdagen.

Netværk og tilskud

Månedens klimalærer

Når du er klimalærer, er du med i et landsdækkende netværk af undervisere. Lige nu er der 1152 lærere i klimalærernetværket. En af klimalærerne er Jette Andersen fra Ebberup Skole på Fyn. Hun underviser i F/K og geografi og har gjort det siden 1993. I de sidste år, hvor klimadebatten har været oppe, har hun lavet tværfaglige projekter om klimaforandringer i F/K og geografi. Hun har bl.a. med sin ene 8. klasse vundet 20.000 kroner i en konkurrence om el og klima.
Tips- og lottomidler til klima

Det er nu offentliggjort, hvem der har fået tips- og lottomidler fra Undervisningsministeriets tips- og lottopulje i 2008. Rigtig mange spændende klimaprojekter har fået støtte. I alt er ca. 7.9 millioner kroner ud af de 29,2 millioner, der er uddelt, gået til projekter indenfor indsatsområdet ”klima”. I vil komme til at følge projekterne her i nyhedsbrevet. Læs mere om hvem der har fået støtte.

 

Der er i fordelingen af tipsmidlerne afsat 6,5 millioner til Undervisningsministerens rådighedspulje og det er meldt ud at de regner med at mange af disse midler går til klimaprojekter. Midlerne uddeles løbende og der er derfor ingen bestemt ansøgningsfrist. Læs mere om rådighedspuljen.

Klimaarrangement: Klima, svampesygdomme og skadedyr

 

Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet inviterer til temadag for gymnasielærere, folkeskolelærere og naturvejledere den 7. oktober 2008 kl. 13 – 17 på Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Forsøgsvej 1, Flakkebjerg, 4200 Slagelse.

 

Seniorforsker Mogens S. Hovmøller fortæller om hvordan klimaændringer påvirker svampesygdomme på landbrugsafgrøder, bl.a. hvordan en ny variant af gulrustsvampen, som er tilpasset høj temperatur, truer hvedeproduktionen i store dele af verden. Seniorforsker Lars Monrad Hansen fortæller om de skadedyr, som er på vej til Danmark og om temperaturens betydning for, hvor skadelige de er. I begge foredrag diskuteres også, hvordan de nye udfordringer kan medføre øget forbrug af pesticider.

Foredragene efterfølges af rundvisning i laboratorier og væksthuse og en diskussion i mindre grupper af, hvordan emnet kan indgå i undervisningen på forskellige klassetrin.

 

Læs mere om arrangementet på forskerforendag.dk. Tilmelding til inga.bach@agrsci.dk

Deltagelse er gratis. Der kan købes kaffe/te, kage og frugt i pausen.

Klimaarrangement: Det Europæiske Miljøagentur og Det Danske Filminstitut


Tirsdag den 4. november kan du se frem til en dag i Cinemateket (også kendt som Filmhuset) hvor klimapolitik, klimafilm og klimaforandringernes årsager og konsekvenser er på dagsordenen.

 

På dagen vil du møde internationale eksperter fra EU’s miljøagentur, der opdaterer dig på de klimapolitiske forhandlinger op til COP15 topmødet næste år i København, og giver dig forståelse for klimaforandringernes største udfordringer og mulige løsninger set fra et EU perspektiv. Du får billeder på klimaudfordringerne gennem film, der ikke tidligere har været vist i Danmark.

 

Arrangementet finder sted på engelsk og er målrettet gymnasielærere og andre interesserede. Programmet er under udarbejdelse og vil blive præsenteret i et senere nyhedsbrev.

Klimaarrangement: Forskning i klimaændringer, jordbrug og bioenergi

 

Sæt allerede nu kryds i kalenderen tirsdag den 20. januar 2009 kl. 9.30 – 15, hvor Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet inviterer til temadag for lærere i udskolingen, gymnasielærere og klimaformidlere på Forskningscenter Foulum.

 

Du vil høre forskere fra universitetet fortælle om hvordan man forsker i klimaændringer og jordbrug, og hvad det præcis er man vælger at forske i. Og der vil være fokus på, hvordan man kan bruge forskningen i undervisningen. Nærmere program følger senere på forskerforendag.dk og her i nyhedsbrevet.

 

Tilmelding til: Anna Busch Nielsen, info@forskerforendag.dk
Der er plads til max. 40 deltagere.

Nyt om klima og COP15

Klimaforhandlinger i Accra



Den 21. – 27. august mødes embedsmænd, forretningsfolk, interesseorganisationer og forskere i Accra i Ghana, til en runde af de indledende forhandlinger op til COP14 i Polen i december 2008. Se mere på COP15’s hjemmeside
Humanistisk satsning på klima

På Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet sættes flere forskningsprojekter i gang om klima. F.eks. bliver der sat fokus på, hvilke hindringer der er for, at vi som mennesker kan tilpasse os klimaforandringerne.

 

Og humaniora kan være med til at sætte fokus på mange vigtige spørgsmål relateret til klima. Koldkrigsforskere kan fx minde os om, hvordan det var at leve med truslen om atomar udryddelse på et splitsekund. Arkæologer kan give os unik indsigt i, hvad naturforandringer betyder for et samfunds evne til at overleve. Kulturforskere kan fortælle os, hvordan katastrofer skaber sociale og kulturelle forskydninger og omvæltninger. Filosoffer og retorikere kan bore sig ned i klima- og miljøargumenterne og analysere og kortlægge, hvilken erkendelse de forudsætter. Og medieforskere kan formidle viden om, hvordan katastrofer eksponeres, siger dekan fra Det Humanistiske Fakultet Kirsten Refsing.

 

Se nyheden ”klima på dagsordenen” fra 11. juni på KU’s hjemmeside.

Anbefalinger til formidling af klima

Omkring 500 internationale eksperter i formidling af videnskab, har på den 10. PCST konference - i verdens største gruppearbejde - formuleret deres anbefalinger til hvordan den store udfordring med at formidle klimaforandringer kan håndteres. Man kan søge i anbefalingerne og f.eks. finde de anbefalinger, der er rettet mod formidling til børn.
Dans med god samvittighed

London har fået sit første økodiskotek, der hedder Surya. Det mest spetakulære og nyskabende ved diskoteket er et dansegulv, der omdanner dansernes bevægelser på det til elektricitet. Solpaneler og vindturbine sørger for yderligere energi og der er desuden brugt energibesparende teknologi ved indretningen.

 

Læs artikel som stedet på thisislondon.co.uk

Debatforum om energi

European Science Parliament har i år et debatforum om energi på nettet. Formålet er at få lægmand, unge mennesker og forskere til at debattere vigtige sociopolitiske emner med betydning for Europas fremtid. I år altså energi. Hvis man er aktiv med seriøse indlæg på siden, kan man vinde adgang til en konference i Aaachen til oktober.

 

Læs mere på science.parliament.eu

Månedens klimaeksperiment

Brug hovedet – brug låget


I dette forsøg skal du lade to gryder koge om kap!

Du skal bruge:
• to ens gryder – en af dem med tætsluttende låg

• to ens kogeplader
• et litermål
• et termometer
• et stopur

• en stor skål/gryde

(Hvis du ikke har to ens gryder kan du alternativt gennemføre forsøget to gange - én gang med låg og én gang uden. Husk blot at lade gryden køle helt af mellem forsøgene og sørg for at vandet har helt samme starttemperatur begge gange).

Sådan gør du:

• Fyld mindst 4 liter koldt vand i den store gryde eller skål og rør rundt.
• Fyld 2 liter vand i hver af de to gryder fra den store gryde.
• Mål temperaturen af vandet i de to gryder. Den skulle gerne være den samme, da vandet kommer fra den store skål/gryde.
• Læg låg på den ene af gryderne.
• Placér gryderne på hver deres kogeplade og skru samtidigt helt op for varmen.
• Start stopuret, og notér tiden for hvornår vandet koger i henholdsvis gryden uden og med låg.

Hvilken gryde vandt kapløbet?


Se hele forsøget og læs forklaringen her. Tjek også de 8 andre klimaforsøg i Test-o-teket.



Nyhedsbrevet Klimaundervisning udgives for Undervisningsministeriet af:

Dansk Naturvidenskabsformidling

Slotsgade 2, 4.tv

DK-2200 København N

 

www.formidling.dk

Telefon: 70208620

 

Redaktør af Klimaundervisning:

Karen Vesterager

 

Forbehold for trykfejl

Afmeld nyhedsbrevet Klimaundervisning